København skal være internationalt kraftcenter for algoritmeforskning

To ITU-forskere er blandt drivkræfterne i det nye forskningscenter BARC, som vil tiltrække talenter fra hele verden og skabe gennembrud inden for algoritmeforskningen. Fokus bliver blandt andet at udvikle effektive algoritmer til at håndtere store datamængder.

ForskningInstitut for DatalogialgoritmerSamarbejderRasmus PaghThore Husfeldt

Det nye københavnske forskningscenter, Basic Algorithms Research Copenhagen (BARC), samler nogle af landets stærkeste kapaciteter inden for algoritmeforskning og sigter mod at blive Europas førende forskningscenter inden for algoritmer.

Centeret er finansieret af en bevilling på næsten 40 millioner kroner fra VILLUM Investigator-programmet til Mikkel Thorup, professor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet. Han opretter BARC i samarbejde med kollegaerne Stephen Alstrup (KU), Rasmus Pagh (ITU) og Thore Husfeldt (ITU). Tilsammen har de fire forskere alsidige kompetencer inden for algoritmik og omfattende erfaring fra både universitetsverdenen og industrien.

”At blive en VILLUM Investigator vil få enorm indflydelse. Vi har brug for samarbejde og gensidig inspiration. Med bevillingen vil jeg kunne samle de stærkeste algoritmeforskere, vi har i København på KU og ITU, og få en kritisk masse og et miljø, der vil tiltrække de allerbedste internationale talenter. København bliver centrum for algoritmik i Europa - en magnet for talent og udvikling indenfor algoritmik,” fortæller Mikkel Thorup.

Algoritmer er universel problemløsning
Effektive algoritmer er allerede i dag en hjørnesten i al software - uden dem ville vores computere, og hele internettet, bevæge sig i sneglefart eller helt holde op med at fungere.

”Man kan betragte algoritmik som universel problemløsningsteknik. Meget ofte finder man ideen til at løse en opgave ved at koncentrere sig på selve det algoritmiske grundproblem, løsrevet fra anvendelsesområdet. Det er den slags grundforskning, som BARC giver os mulighed at fokusere på," forklarer lektor Thore Husfeldt.

Mængden af data vokser i øjeblikket langt hurtigere end computernes hastighed, og derfor bliver effektive algoritmer mere og mere afgørende for at kunne håndtere og analysere data. Samtidig stiger kravene til, hvad software skal kunne, og det øger kompleksiteten af de problemer, algoritmerne skal håndtere.

"ITU's rolle i BARC bliver netop at fokusere på algoritmiske problemer der er særligt udfordrende på grund af store datamængder, høj kompleksitet, eller begge dele," siger professor Rasmus Pagh.

Det nye forskningscenter vil fysisk være placeret på Københavns Universitet og påbegynder arbejdet den 1. september 2017.

Mere information

Rasmus Pagh, professor, telefon +45 7218 5284, email pagh@itu.dk

Thore Husfeldt, lektor, telefon +45 7218 5075, email thore@itu.dk

Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk